Sådan bruger du bogBot
bogBot er din faglige hjælper i udvalgte bøger på praxisOnline – bygget op om bogens indhold og klar til at hjælpe dig, når du har brug for det.
Hvad kan bogBot hjælpe dig med?
Få emner forklaret på en ny måde
Hvis der er et emne, du har svært ved at forstå, kan du bede bogBot om at forklare det anderledes end bogen gør. Du kan altid stille opfølgende spørgsmål eller bede om en kortere eller længere forklaring.
bogBot kan også vise dig figurer og modeller fra bogen og samtidig forklare dem på en måde, der passer til dig.
Få hjælp til opgaver og oplæg
bogBot kan ikke løse dine opgaver for dig — men den kan hjælpe dig i gang. Du kan for eksempel:
- Få hjælp til at strukturere indholdet i en skriftlig opgave eller et mundtligt oplæg
- Bede bogBot om at generere arbejdsspørgsmål til en tekst, du har læst
- Få feedback på styrker og svagheder i din besvarelse
Se bogBot som en vejviser, der hjælper dig på rette vej — ikke en, der går turen for dig.
Træn din forståelse og argumentation
Du kan bruge bogBot til at teste, om du har forstået det, du har læst. Bed den om at stille dig spørgsmål om en tekst og give feedback på dine svar.
Vil du træne din argumentation? Hvis du har fundet et argument for noget, kan du bede bogBot komme med modargumenter. Det er særligt nyttigt, når du skal skrive et diskussionsafsnit.
Du bestemmer, hvordan bogBot svarer
Du har selv indflydelse på bogBots svar. Du kan for eksempel bede den om at:
- Sætte de vigtigste punkter op i punktform
- Give et kort eller uddybende svar
- Vise, hvor i bogen du kan læse mere om emnet
Tal med bogBot
bogBot har en talfunktion, så du kan tale direkte til den og få svar tilbage i lydform. Det kan gøre det nemmere at arbejde med bogen, hvis du foretrækker at lytte frem for at læse.
Husk: bogBot kan kun svare på spørgsmål inden for bogens emner. Den er din faglige sparringspartner — men det er dig, der skaber indholdet.